| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Morgenmaden blev serveret fra kl. 7:30 i kælderen på Dillons Hotel. Vores guide Claus havde anbefalet en full Irish breakfast, så bunden var lagt til dagens program. Så det bestilte jeg. Og det fortrød jeg. 2 x tomater, pølser, bacon, kroketter og æg samt bønner. Altså dobbelt portion af, hvad vi normalt får ved en english breakfast. Jeg måtte levne en del af maden – og det fik jeg helt dårlig samvittighed af. Men hellere levne end revne.
Vi blev afhentet af bussen foran hotellet og snart var vi på vej ud af Letterkenny mod sydvest. Mens Claus fortalte første kapitel om den irske historie, gik det mod kysten og dagens første mål Slieve League, der med sine 600 meter over havet er en af de højeste havklipper i Europa.
Efter en god times kørsel kunne vi skimte Atlanterhavet og efter ca. en times yderligere kørsel, var vi fremme ved den parkeringsplads, hvorfra dagens vandretur startede.
Med det samme gik det opad på store sten, der var anlagt som en fin trappe. Vejret var gråt og til tider blæsende men ikke koldt. Solen var fraværende og det havde selvfølgelig været med til at gøre sceneriet smukkere, hvis det lå badet i sol og blå himmel.
Den næste ca. en time gik det mere eller mindre opad og flokken blev mere spredt.
Vi nåede op til et plateau, hvor Claus havde tænkt sig, at vi skulle spise frokost. Her var der ingen vind og en direkte udsigt ud over Atlanterhavet. Vi kunne se ned på vores bus langt nede. Det lignede en legetøjsbil herfra. Vi var ikke helt på toppen af Slieve League, men for at komme det sidste stykke derop, skulle man først gå et pænt stykke ned i en dal. Det havde ingen behov for.
Claus gravede “tilfældigt” en flaske whiskey op fra græsset og bød et glas til alle, efter vi var samlet igen. Tullamore Dew fungerede fint som en tur dram. Claus fortalte lidt om irsk whiskey, mens vi nød drammen og så småt fik spist vores sandwich.
Efter en god halv time, begyndte vi nedstigningen mod parkeringspladsen igen. Hele vejen ned kunne vi nyde det flotte vue ud over Atlanterhavets møde med klippekysten.
Claus havde i sit foredrag om Irlands historie gjort meget ud af at fortælle, at Irland på rigtig mange områder er langt foran Danmark. Det var f.eks. på skattetryk, udgifter til det offentlige, landbrug osv. Det var lidt svært at tro, at det er rigtigt, Det kan sagtens være, at Danmark kan lære af Irland på håndtering af midler til det offentlige. Vi kan sandsynligvis lære af irernes tilgang til skolesystemet. I Danmark har vi haft travlt med at centralisere skoler og efteruddannelse men i Irland har de valgt at holde det ude i de små samfund. Alle byer har stort set skolegang op til en vis alder og lidt større byer har skoler, der inkluderer gymnasieniveauet. Derved opnås, at de unge bliver i lokalsamfundet og ikke er nødt til at søge til storbyerne.
Vi kan måske også lære af, at Irlænderne ikke sprøjter deres marker og aldrig har gjort det. Og måske kan vi skele til dem, når det handler om at håndtere arbejdsløsheden, hvor folk i Irland har svært ved at leve for understøttelse og dermed bliver tvunget til at finde sig et nyt job. Det har f.eks. betydet, at indvandrere hurtigt har fundet sig et job. De bliver i øvrigt ikke stuvet sammen på store institutioner men er rykket ud mellem irerne.
Der hvor min kæde hoppede af i Claus’ fortælling er, at byerne ser noget nedslidte ud. Men måske lever vi i Danmark bare over evne.
Normalt er jeg ikke imponeret af Fredericia’s vejnet, men på det felt slår vi altså irerne. De små veje ude ved den irske vestkyst var ikke i super god stand – eller også var vores bus bare elendig affjedret. Vi blev kastet fra side til side i bussen og vi måtte holde på alle vores ting, for at sikre dem. Nå, så var middagsluren jo aflyst…
Efter en lille køretur gennem Glengesh passet, nåede vi frem til Ardara Distillery. Her skulle vi mødes med Claus’ “familie”, der stod for produktionen af whiskey. Vi startede med at få en fælles introduktion til stedet. Den kvindelige guide fortalte bl.a., at Irland i mange år forbød produktion af whiskey andre steder end i de store byer. Det betød, at antallet af destillerier faldt til kun 2 – og de var endda i en periode ejet af samme firma.
Inden forbuddet var Irsk whiskey meget mere populær end f.eks. skotsk whisky. Irerne udviklede de store kobberstills, men de irske destillerier kunne ikke lide dem. Det kunne til gengæld skotterne. Det gjorde, at skotterne kunne producere meget mere whisky en irerne.
Den største forskel på skotsk whisky og irsk whiskey (ud over stavemåden) er, at skotsk whisky destilleres 2 gange mens irsk whiskey destilleres 3 gange. Det giver den irske version en mere blød smag og det er derfor lettere, at lære whiskeyen at kende gennem den irske version.
Efter introduktionen blev vi delt i 2 hold. Første hold fulgte med the master distiller rundt på destilleriet. Den gruppe nåede jeg desværre ikke med. I stedet blev vi båset og fik smagsprøver på de 3 blendede whiskeyer, som destilleriet havde i programmet. Deres produktion af whiskey var endnu så ny, at det end ikke må hedde whiskey. Destilleriets whiskey er let røget og absolut behagelig at drikke.
Vi smagte også 2 af deres gin, bl.a. en julegin med noter af bl.a. anis.
Jeg var stadig snotforkølet og havde generelt svært ved at dufte de liflige dråber. Til sidst smagte vi – helt specielt – deres 78 % rene newstill. Det smagte ikke så dumt og noget tyder på, at de har fat i den lange ende mht. at producere gode whiskeys.
Til sidst i præsentationen dukkede ejeren af destilleriet op. Han overtog den sidste del af seancen, selv om jeg var godt tilfreds med vores guide. Hun var utrolig let at forstå. Talte i et meget klart og tydeligt sprog uden nogen dialekt.
Så blev det vores tur til at besigtige destilleriet. Med Claus’ medbragte højttalersystem, hvor vi alle var udstyret med en grøn lille kasse og en earplug, kunne vi sagtens høre, hvad guiden fortalte, selv om der var en baggrundsstøj i destilleriet.
Destilleriet har 3 potstills og ud af 10.000 liter urt produceres ca. 1.000 liter alkohol.
I destilleriet var der bl.a. et tomt amerikansk bourbonfad og et spansk sherryfad, som vi kunne snuse til, for at fornemme hvilke ting, whiskeyen tager til sig fra de 2 tønder. Det var interessant, selv om mit snydeskaft nok ikke fik det fulde udbytte af den sag.
Der var også et rack, der med forskellige tønder viste, hvor meget der fordamper på fadene i løbet af fadlagringstiden. Det gav et godt billede af the angels share. I samme rack var der den allerførste tønde, som var blevet produceret på destilleriet. I følge guiden var det den første tønde, der var blevet produceret lovligt i mere end 120 år i dette område af Irland. Guiden proklamerede, at man kunne blive skrevet op til en flaske fra den tønde. Jeg tænkte, at det kunne være rigtig sjovt, at få fingre i sådan en flaske, så jeg skrev mig op.
Tilbage i receptionen/shoppen var hold 2 stadig i gang med smagningen. De havde vist fået lidt mere tid til at nyde deres drammer.
Jeg købte en flaske af deres bedste whiskey The Midnight Silkie. Whiskeyen var en blend af indkøbte whiskeyer. Det kunne evt. blive en tur whiskey, hvis vi trængte.
Inden vi forlod destilleriet, fik nogle få af os chancen for at se deres varehus og den tønde, som Claus havde investeret i.
Vi var lidt bagud ift. tidsplanen. Turen ud mod vandrestedet havde taget længere tid, fordi der var en del vejarbejde. Så vi besluttede i fællesskab, at man enten kunne vælge et pub besøg eller et besøg på et sted, hvor de producerer tweed tøj. Marie og jeg splittede og jeg nød et par pints Guinness, mens Marie brugte penge på tøj. Selvfølgelig var jeg billigst i drift.
Første del af turen hjem gik på de samme ujævne veje og chaufføren kørte godt til, så ethvert håb om en lille lur var udelukket.
I Letterkenny blev vi sat af ca. 300 meter fra hotellet, for at spare en længere bustur rundt om byen. Det var rush hour. Vi gik fluks på værelset, hvor Marie lavede os en kop kaffe og jeg serverede en whiskey til.
Aftenens program skulle bestå af en større wild atlantic dinner med tilhørende drinks, øl og vine til.
Vi blev passet op med en lækker velkomstdrink. Derefter båset ved 3 runde borde i et selvstændigt lokale. 3 tjenere og en restaurantchef vartede os op med lækker mad og tilhørende vine. Til en enkelt ret blev der serveret en rugøl fra Kinnegar Brewery, der smagte meget fint. Bedre end deres pale ale fra samme bryggeri.
Efter et par timers lækkerier, gik vi på Claus’ anbefaling over gaden til et værtshus, hvor der var traditionel irsk musik. Her sad ca. 15 musikere i rundkreds og spillede lystigt på forskellige former for harmonika, violiner og banjo. Claus havde fortalt, at irerne spiller efter gehør og når man sidder i sådan en flok, er det let at forestille sig, at man med tiden lærer at spille de traditionelle stykker musik. En af de musikere, vi har haft besøg af på pubben, Joe Gibson, spiller normalt med denne aften, havde Claus fortalt. Men i aften var han fraværende, sikkert fordi han var ude og spille med sit band. Til gengæld sad Joes far i gruppen.
Marie og jeg satte os ned bagved og faldt i snak med et par irske gutter, der var ude og gå en tur men kom til at hænge fast på pubben. De var meget festlige og gud ved, hvornår de fik taget sig sammen til at gå hjem. Vi gik før dem. Trætheden begyndte at melde sig og hotellet på den anden side af gaden kaldte.
Bedøvet af den gode vin og alkohol – samt ikke mindst masser af mad, tørnede vi ind.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |